See, Aftnen er saa stille

Hans Christian Andersen

See, Aftnen er saa stille, og Himlen er saa blaae!
Nu sove alle Blomster og alle Fugle smaae,
De nikke og de drømme, forstyr ei deres Lyst!
En Verden der jo bygger, selv i det mindste Bryst.

I Drømme svinger Lærken sig i den friske Luft,
Og hvad hvert Blomster føler, det aander ud i Duft.
Den hele, vide Verden med sine Verdner smaae,
Og alle Himlens Himle, jo i mit Hjerte staae,

Jeg føler Øiet græde, og svimler dog af Lyst,
Jeg kunde salig trykke hver Skabning til mit Bryst!
See, alle Stjerner blinke ? og Aftnen smelter bort,
? Lad Stormene kun stige og klæde Natten sort,

Sov sødt og drøm, I Fugle! ? drøm kun I Blomster smaae!
I Hjertet er der stille, og der er Himlen blaae!
(de sidste to linjer nynnes)