Opvåvni

Mads Hansen

Fo` ajle di små blomster da` dov æ` te` i år,
å fovle, de` æ` ette te` å se`e,
så fin å frisk å faver som bø`eskovi står,
dæ` te` ha` je` ajler før set le`e,
å hvo` je` ve`er ø`et hen, je` ser så sa,re tej,
de`løvter så fo`u`erle her e`e i mit sej.
Je` mærker i år,
i Danmark æ` de` vår, -
de`løvter så fo`u`erle her e`e i mit sej,
naturen æ` fo`a`re, e`er je` ha` vårren blej.

Om mo`eni da flø`er di fovle u` ml` saj,
som om di fo` nattero vil` takke,
å går je` ner ve` bækki en avtenstun` igaj,
da æ` de`, som bøl1ernc ku` snakke.
så hvisker de` så sælsom` i ellekrattets løv,
hver lille blomst hun nikker mildt å se`er te` mej `tøv«,
Je` mærker i år,
i Danmark æ` de` vår, -
hver lille blomst hun nikker mildt å se`er te` mej `tøv«,
naturen æ` fo`a`re, e`er je` ha` vårren døv.

Å folkets lyv æ` heller knap, som de` plejer von,
de` sky`er blomst i mannen simpel hytte,
å vil I bare vente inå et lille ko`n,
så bliver bo`i lå`ets bedste støtte.
Di gamle folkeviser, dæ` ha` lydt ve` kamp å lej,
de` æ` som fovletoner, je` ka` høre på mi` vej.
Je` mærker i år,
i Danmark æ` de` vår, -
de` æ` som fovletoner, je` ka` høre på mi` vej,
de` hele æ` fo`a`re, e`er å a` de` æ` mej.