Menneskelivet er underligt

N. F. S. Grundtvig

Menneskelivet er underligt,
langt mer, end vi kan beskrive,
dog lysner det op fra slægt til slægt,
hvor mennesket holdes i live.

Fuglene alle med næb og klø’r,
om de lagde hoveder sammen,
de hitted dog ej på det mindste ord,
som hører til menneske-stammen.

Underligst og af alt på jord
er menneskerøsten i ørken
med ord om, hvad intet øje så,
men hvad dog har magten og styrken.

Menneske-ånden, det er et ord,
som ingen af os kan udgrunde,
menneskelivet dog er dens værk
med ordet i menneskemunde.

Sjæle og kroppe i tusindtal
kan menneske-ånden forbinde,
dem gennemtrænge med ord som lyn,
så alle de eet får i sinde.

Sjæle og kroppe med folkemund,
som trodser med ordet mod ånden,
de glemmer dem selv som menneske-børn
og bliver til dyr efterhånden.

Fugle og fiske og vilde dyr
da fødes i menneske-hammen,
og stene må græde, når folk som fæ
da vil lægge hoveder sammen.

Menneskelivet er underligt
for menneske som for myre,
men dyrelivet i menneske-ham,
det er et forhekset uhyre.

Mennesket er i Guds billede skabt
med levende ord på sin tunge,
og derfor kan han mellem træ`r og dyr
med guderne tale og sjunge.

Menneskebørn i den grønne lund,
hvor fugle i bøgene sjunge!
I skønne derpå: det er guderne ligt
at tale med menneske-tunge!